Hendrik Vilstrup
Leverbetændelse (hepatitis) er en betændelsestilstand i leveren, hvor en del af leverens celler bliver angrebet og går til grunde. Sygdommen findes både i en akut form (hepatitis acuta) og i en kronisk form (hepatitis chronica).
Det er mest unge mennesker, der bliver smittet med hepatitis-virus. Leverbetændelse på grund af giftvirkning rammer oftest mennesker, som tager medicin.
Virus-leverbetændelse type A kan du få, hvis du drikker forurenet vand eller spiser grøntsager eller andre fødevarer, der er skyllet med forurenet vand og ikke efterfølgende er blevet kogt.
Virus-leverbetændelse type B bliver overført ved ubeskyttet sex, via blod, via nåle i forbindelse med tatovering eller piercing eller via kanyler, som har været brugt af en anden person med hepatitis-virus.
Virus-leverbetændelse type C bliver overført via blod, via nåle i forbindelse med tatovering eller piercing og via kanyler, som har været brugt af en anden person med hepatitis-virus. En del tilfælde kender vi ikke årsagen til.
Leverbetændelse kan skyldes en infektion med et virus. Der findes flere forskellige typer, bl.a. leverbetændelses-virus A, B og C. I de fleste tilfælde skyldes sygdommen andre årsager, fx giftvirkning af lægemidler eller alkohol.
I sjældne tilfælde kan årsagen være en infektion med bakterier eller amøber. Der findes desuden en særlig form for leverbetændelse, såkaldt autoimmun hepatitis, hvor leverens celler ødelægges af kroppens eget immunforsvar. Man kender ikke årsagen hertil.
Du har kronisk leverbetændelse, hvis leverbetændelsen har varet i mere end 6 måneder.
Ved akut leverbetændelse er du træt, har kvalme, kaster op, har ondt i maven, dårlig appetit og symptomer som ved influenza. Efter et par dage får du det bedre, men samtidig bliver du gul og får mørk urin og lys afføring. Mange har dog slet ingen symptomer. Ved kronisk virus-leverbetændelse har du som regel ingen symptomer i lang tid.
Lægen tager blodprøver for at se, hvor syg din lever er, og hvilken type leverbetændelse du har. Med mellemrum tager lægen flere blodprøver for at følge, om det går over, eller om du får en kronisk leverbetændelse. Hvis leverbetændelsen ikke forsvinder i løbet af kort tid, skal der ofte tages en vævsprøve (biopsi) fra leveren. Det foregår i lokalbedøvelse, hvor en nål føres gennem huden og ind i leveren.
Er du gravid og ved eller tror, at du har fået virus-leverbetændelse, skal du oplyse det til lægen eller jordemoderen, for at barnet kan blive vaccineret ved fødslen. Det samme gælder, hvis du kommer fra et land, hvor sygdommen er almindelig (fx omkring Middelhavet).
Du føler dig syg i et par uger og op til 1 måned. Mange leverbetændelser, som skyldes virus, er ufarlige og går over af sig selv. Det gælder også infektion med leverbetændelses-virus type A. Bagefter er man immun over for denne type resten af livet.
Ved leverbetændelse type B får 1 ud af 10 smittede kronisk leverbetændelse.
Ved leverbetændelse type C får over halvdelen af de smittede kronisk leverbetændelse.
Leverbetændelse på grund af giftvirkning eller alkohol går oftest også over af sig selv, efter at du er holdt med at tage det skadelige stof. Leverbetændelse af andre årsager, fx på grund af immunsygdom, skal behandles på sygehuset.
Med kronisk leverbetændelse er der på lang sigt risiko for, at du udvikler skrumpelever. Kronisk leverbetændelse øger også risikoen for at udvikle leverkræft.
Akut virus-leverbetændelse kan ikke behandles. Ved leverbetændelse på grund af giftvirkning skal du ophøre med at tage det stof, der har givet betændelsen. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med medicinsk behandling på sygehus.
Virus-leverbetændelse type A og B kan forebygges med vaccination. Der er ingen vaccine mod type C.
Kronisk virus-leverbetændelse (type B eller C) kan i mange tilfælde behandles med medicin. Behandlingen skal udrydde virus og nedsætte risikoen for, at du udvikler skrumpelever og leverkræft.
Behandlingen består i, at du får virushæmmende medicin. Samtidig får du alfa-interferon, som øger dit immunapparats evne til at udrydde virus. Denne behandling varer op til et år, og lægen vurderer løbende virkningen af behandlingen gennem blodprøver.
Autoimmun hepatitis behandles med immunundertrykkende midler, der dæmper det unormalt aktive immunforsvar.
Vaccination beskytter (immuniserer) en person mod en bestemt infektionssygdom. Ved at indgive en vaccine aktiveres immunsystemet til at danne antistoffer mod en bestemt bakterie eller virus (mikroorganisme).
Hvis en person efter en vaccination smittes med den pågældende mikroorganisme, genkender immunsystemet den meget hurtigt. Herved dannes antistoffer, som inaktiverer mikroorganismen, og personen undgår at blive syg.
Den færdige vaccine kan indeholde
- levende svækkede mikroorganismer,
- dræbte (inaktiverede) mikroorganismer,
- mindre dele af mikroorganismen eller
- produkter som mikroorganismen har dannet.
En "dræbt" vaccine kræver som regel flere doseringer end en "levende".
Typiske bivirkninger ved "dræbte" vacciner er rødme og hævelse på vaccinationsstedet. Mere sjældent kan der komme feber. Reaktionen begynder nogle timer efter vaccinationen og varer 1-2 døgn.
Typiske bivirkninger ved "levende" vacciner er feber og milde symptomer, som svarer til den infektion, man beskyttes mod. Reaktionen begynder fra nogle dage efter vaccinationen og op til flere uger efter, afhængig af vaccinen.
Feberkramper kan udløses hos udsatte, især mindre børn.
Hvis man er akut syg med feber, bør man vente med at blive vaccineret. Man kan godt blive vaccineret, selvom man er almindeligt forkølet.
Før man bliver vaccineret, er det vigtigt at oplyse om allergi, graviditet eller sygdomme i immunsystemet. Det er vigtigt, at du får oplysning om eventuelle bivirkninger og om varigheden af beskyttelse mod sygdom efter vaccinationen.
Det er frivilligt at blive vaccineret, men man kan blive stillet over for et krav om vaccination inden indrejse til et land.
|
|
| Hepatitis A-virusantigen |
Havrix®
|
| Hepatitis A-virusantigen og Hepatitis B-overfladeantigen |
Twinrix®
|
| Hepatitis B-overfladeantigen |
Engerix-B®
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Det immunundertrykkende middel, azathioprin, dæmper et unormalt aktivt immunapparat, som beskadiger leveren. Azathioprin har på lang sigt betydelig færre bivirkninger end binyrebarkhormoner, fx prednisolon. Man bruger derfor azathioprin, hvis immunbehandlingen skal vare i længere tid.
|
Revideret: 01-06-2010 |
|
|
