Torben Grube Christensen Leddegigt (arthritis rheumatoides eller reumatoid artrit) er en kronisk betændelse i kroppens bindevæv, først og fremmest i leddene. Som regel begynder leddegigt i 30-50-års-alderen, men børn kan også få leddegigt. Tre gange så mange kvinder som mænd får sygdommen. I alt lider ca. 1 ud af 100 danskere af leddegigt. Immunsystemet spiller en vigtig rolle, men den egentlige årsag til leddegigt kender vi ikke. I visse familier ses en arvelig ophobning af tilfælde. Ydre faktorer spiller også ind, fx har rygere større risiko for at få sygdommen. Selv om leddegigt oftere ses hos kvinder, øger brugen af hormoner, fx p-piller, ikke risikoen. Symptomerne er træthed, eventuelt let feber, smerter, stivhed og hævelse i flere led. Alle led kan blive angrebet, men håndled og fingerled er de typiske steder, du får symptomer. Leddene er ofte særligt stive om morgenen. Lægen spørger, om du har stive led, smerter og hævelser i leddene, og du får undersøgt leddene og huden for gigtknuder. Blodprøver kan belyse, om du har leddegigt og hvor aktiv, sygdommen er. Ved røntgenundersøgelser kan lægen se, om du har skader på ledbrusken eller knoglerne. Tidlige forandringer kan afsløres med ultralyds- eller MR-scanning.
 Leddegigt er en kronisk sygdom, hvor du i perioder har ledsmerter, leddene hæver, og du er træt. Gigtbetændelsen i leddene ødelægger med årene ledbrusken og ledknoglen. I nogle tilfælde kan sygdommen også ramme bindevævet i andre organer. Du kan få små bindevævsknuder ("gigtknuder") i huden, fx ved albuerne og på fingrene. Dine øjne kan blive tørre og irriterede (Sjögrens syndrom).
Gigtbetændelse i blodkarrene kan medføre småsår i huden eller nervebetændelse, der giver føleforstyrrelser.
Leddegigt kan også medføre lungehindebetændelse og hjertehindebetændelse.
Efter flere år med leddegigt får du nedsat arbejdsevne, og patienter med leddegigt har få års kortere levetid end normalt.
 For at mindske udviklingen af varige ledskader skal du begynde behandlingen så tidligt som muligt. Medicinsk behandling kan være:
- Smertestillende midler som NSAID. Disse midler kan lindre smerter og ledstivhed, men påvirker ikke sygdomsforløbet på lang sigt.
- Binyrebarkhormon, som hurtigt dæmper gigtaktiviteten.
- Langsomtvirkende midler (bl.a. immunundertrykkende midler). Disse midler dæmper selve gigtbetændelsen og kan hæmme ødelæggelser på leddene. Virkningen kommer først efter flere ugers eller måneders behandling.
- Biologiske midler. Disse midler virker efter nogle uger, men som ved de langsomtvirkende midler er der ikke effekt af behandlingen hos alle, og behandlingen er meget dyr. Alle de biologiske midler skal gives som indsprøjtninger, enten i en blodåre eller under huden.
For at du kan opnå et godt resultat, er det vigtigt, at du er godt informeret om sygdommen og om, hvilke behandlingsmuligheder du har. Hvis du har leddegigt, har du øget risiko for afkalkning af knoglerne, for åreforkalkning og blodpropper. Du har derfor brug for behandling med midler mod osteoporose, kolesterolsænkende midler og evt. blodtrykssænkende midler. Anden behandling:
- Ortopædkirurgi giver mulighed for, at du kan få fjernet den betændte ledhinde eller få korrigeret ledskader, herunder indsat kunstige led. Desuden kan du få hjælp til indlæg i sko eller ortopædisk fodtøj.
- Fysioterapi, hvor du lærer ledøvelser, er vigtigt, for at du kan bevare den normale bevægelighed i leddene og muskelstyrken omkring leddene.
- Ergoterapi omfatter blandt andet, at du lærer, hvordan du kan beskytte leddene, og får vejledning i, hvordan du skal bruge hjælpemidler.

|
 |
Disse midler hjælper på smerterne og får desuden en eventuel feber til at falde, så du får det bedre.
|
 |
 |
|
 |
 |
|
 |
 |
Ved at kombinere med det svage morfinmiddel, codein, kan man måske få en stærkere smertestillende virkning. Codein kan give anledning til afhængighed, hvis det tages igennem længere tid.
|
 |
Tramadol er et morfinlignende middel til behandling af lette til moderate smerter. Tramadol har svagere smertestillende virkning end morfin, men kan også give anledning til afhængighed, dog ikke i så udtalt grad som ved morfin eller andre stærke morfinlignende lægemidler.
|
 |
NSAID er en forkortelse af "Non Steroidal Anti-Inflammatory Drug. Der findes en lang række NSAID, som først og fremmest anvendes i behandlingen af gigtsygdomme. NSAID dæmper de vævsreaktioner (inflammation), som blandt andet ses ved disse sygdomme - det kan fx være hævede led eller betændelseslignende tilstande i bindevæv. NSAID virker også febernedsættende og smertestillende (fx efter operative indgreb). NSAID har desuden en smertelindrende virkning ved kraftige smertefulde menstruationsblødninger.
I gigtbehandlingen virker NSAID i løbet af et par dage, men medicinen påvirker ikke selve sygdomsforløbet på lang sigt. NSAID virker smertestillende og mindsker ledstivhed ved at hæmme dannelsen af de såkaldte prostaglandiner, som er årsag til betændelsen og smerterne. Virkningen sker ved en hæmning af enzymet cyklooxygenase, som findes i to former (COX-1 og COX-2). Præparaterne hæmmer i forskelligt omfang begge disse former.
Virkningen på smerter og ledstivhed er stort set ens for alle præparaterne. Af bivirkninger er blandt andet en øget risiko for hjerte-karsygdomme (COX-2) og en risiko for mavesår og blødning (COX-1).
Risikoen for mavesår øges med stigende alder, ved længere tids brug og ved høje doser. Men den risiko kan nedsættes ved at kombinere NSAID med et middel mod mavesår, en såkaldt mavesyrehæmmer. Denne kombination er især relevant ved behandling af ældre med øget risiko for mavesår, eller hvis der er andre risikofaktorer.
Samtlige NSAID kan i sjældne tilfælde give alvorlige allergiske reaktioner, kredsløbsforstyrrelser og påvirkning af nyrefunktionen. Har du haft en allergisk reaktion mod NSAID, herunder acetylsalicylsyre, er det vigtigt, at du fortæller det til din læge. Du har nemlig risiko for at få en ny og kraftigere allergisk reaktion, hvis du behandles med NSAID igen.
|
 |
|
 |
|
 |
Disse midler virker først, efter at du er blevet behandlet i nogle uger eller måneder. Det er ikke helt klart, hvordan midlerne virker, men formentlig skyldes virkningen en hæmning af immunsystemet og/eller en hæmning af et eller flere betændelsesstoffer. Behandlingen kræver regelmæssig læge- og laboratoriekontrol, da disse lægemidler kan medføre bivirkninger som udslæt, lever- eller nyrepåvirkning og en hæmning af knoglemarven med nedsættelse af både røde og hvide blodlegemer og af blodplader i blodet.
|
 |
Disse midler virker først, efter at du er blevet behandlet i nogle uger eller måneder. Behandlingen kræver regelmæssig kontrol hos læge samt blodprøvekontrol for at opspore evt. bivirkninger.
|
 |
Virker ved specifikt at hæmme signalstoffer, der indgår i de vævsreaktioner, som ses ved fx leddegigt. Indtil videre kan biologiske midler kun gives som indsprøjtninger. En eventuel virkning ses i løbet af nogle uger.
|
 |
Oven på hver nyre sidder binyren, der er en lille halvmåneformet kirtel. Kirtlen består af en kerne, marven, der bl.a. producerer adrenalin, og af et omgivende lag, binyrebarken, der producerer en række forskellige hormoner. Binyrebarkens hormonproduktion styres fra hjernen, fra de dele, der kaldes hypofysen og fra hypothalamus. Hvis binyrebarken helt eller delvis mister evnen til at danne hormoner, eller hvis hjernens kontrol med binyrebarken bliver ødelagt, opstår der mangel på binyrebarkhormon, som er en livstruende tilstand, hvis den ikke behandles.
En af de vigtigste typer binyrebarkhormoner er glukokortikoider, som har virkning på en lang række af kroppens funktioner.
Glukokortikoider anvendes i de tilfælde, hvor kroppens egen produktion af binyrebarkhormon er nedsat eller helt ophørt (Addisons sygdom). Stofferne anvendes også ved en lang række tilstande. En af de vigtigste virkninger er, at de hæmmer vævsreaktioner (inflammation) som hævelse, rødme, ømhed og smerter. Det er reaktioner, som kan ses ved fx astma og allergi samt gigt- og hudsygdomme.
På grund af glukokortikoidernes kraftige virkning og alvorlige bivirkninger vil man helst anvende glukokortikoider som lokalbehandling. Det kan fx være som inhalation i behandlingen af astma og KOL, som lokal indsprøjtning direkte i et led eller som creme ved behandling af en hudsygdom. Herved kan man undgå bivirkninger andre steder i kroppen.
Binyrebarkhormoner kaldes nogen gange under ét for steroidhormoner eller slet og ret steroider. Denne betegnelse refererer til binyrebarkhormonernes særlige kemiske struktur.
|
 |
|
 |
|
 |
Ved Sjögrens syndrom, som er en kronisk gigtsygdom, bliver øjnene tørre og irriterede. Disse øjenmidler kan anvendes ved nedsat tåre- eller slimproduktion i øjnene.
|
 Revideret: 17-05-2010 |
|
|