Torben Grube Christensen
Muskelgigt (smerter eller svaghed i musklerne) kan skyldes flere forskellige sygdomme:
- En lokal muskelsmerte kaldes ofte en myose.
- Fibromyalgi giver mere udbredte muskelsmerter.
- Hos ældre kan smerter i nakken, skulderåget eller lænden skyldes polymyalgi.
- Polymyositis (gigtbetændelse) i musklerne, nedsætter kraften i de store muskler.
Myoser kan ramme alle.
Fibromyalgi optræder især hos kvinder i 30-40-års-alderen.
Polymyalgi optræder efter 50-års-alderen, dobbelt så hyppigt hos kvinder som hos mænd.
Polymyositis er en sjælden sygdom, som især rammer børn i 10-15-års-alderen og voksne i 40-60-års-alderen, kvinder rammes hypppigere end mænd.
Den egentlige årsag til myoser og fibromyalgi kendes ikke, men psykiske faktorer spiller formodentlig ind.
Årsagerne til polymyalgi og polymyositis kendes heller ikke, men meget tyder på, at en almindelig infektion kan udløse en uhensigtsmæssig reaktion i immunsystemet.
Myoser giver muskelsmerter helt lokalt.
Fibromyalgi giver udbredte muskelsmerter, du sover som regel dårligt og er meget træt.
Polymyalgi giver smerter i musklerne, i nakken og skuldrene og eventuelt også i bækkenmusklerne. Nogle har også betændelseslignende forandringer i blodkarrene i tindingen (arteritis temporalis) - det giver hovedpine og måske synsforstyrrelser. Du kan også føle dig alment syg med feber og vægttab.
Polymyositis medfører, at du har mindre kraft i de store muskler, så du kan have svært ved at rejse dig fra siddende stilling. Hvis musklerne i svælget er påvirket, kan du få synkebesvær.
Myoser og fibromyalgi giver ingen ændringer i blodprøver eller på røntgenbilleder. Disse diagnoser stiller lægen ud fra din sygehistorie og ved at undersøge dine muskler. Det er karakteristisk ved fibromyalgi, at man er særlig øm på bestemte områder, såkaldte tender points.
Ved polymyalgi viser blodprøver ofte forhøjet blodsænkning. Eventuelt får du også taget en vævsprøve fra arterien i tindingen, for at lægen kan se, om der er betændelsesforandringer i arterien (arteritis temporalis).
Har du tegn på polymyositis, kan en blodprøve vise, om du har forhøjet mængde af visse muskelenzymer i blodet. Du kan typisk også have forandringer ved en undersøgelse, hvor lægen måler de elektriske impulser i musklerne (EMG). En vævsprøve kan vise, om du har gigtbetændelse i musklen.
Myoser er forbigående, lokale muskelsmerter.
Fibromyalgi er udbredte muskelsmerter, som ofte har et langvarigt forløb, og som hos mange medfører nedsat arbejdsevne.
Polymyalgi svinder hos mange i løbet af et par års behandling. Ud over musklerne kan bl.a. blodkarrene til øjnene blive påvirket (arteritis temporalis). Hvis det ikke bliver behandlet, kan det føre til blindhed.
Polymyositis har et langvarigt forløb, hvor patientens muskelkraft er nedsat.
Myoser behandler du selv bedst ved at holde dig i gang fysisk. Undgå sengeleje. Svage smertestillende midler eller kolde pakninger kan evt. anvendes. Ved længerevarende besvær kan det måske hjælpe med behandling ved en kiropraktor og instruktion i forskellige øvelser ved en kiropraktor eller fysioterapeut.
Fibromyalgi behandles med muskeltræning og eventuelt psykologbehandling. Der er ofte dårlig effekt af almindelige smertestillende midler eller NSAID-præparater, men visse midler mod har vist sig at have en smertedæmpende virkning ved fibromyalgi.
Polymyalgi behandles med binyrebarkhormoner, eventuelt suppleret med andre immundæmpende midler (azathioprin og methotrexat).
Polymyositis behandles med binyrebarkhormoner og eventuelt immundæmpende midler (blandt andet azathioprin og methotrexat).
Behandlingen med binyrebarkhormoner indledes ofte med store doser. Efter få uger startes aftrapning til mindst mulige dosis, som kan holde dine muskelsmerter og andre symptomer væk.
|
|
Disse midler hjælper på smerterne og får desuden en eventuel feber til at falde, så du får det bedre.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ved at kombinere med det svage morfinmiddel, codein, kan man måske få en stærkere smertestillende virkning. Codein kan give anledning til afhængighed, hvis det tages igennem længere tid.
|
|
Tramadol er et morfinlignende middel til behandling af lette til moderate smerter. Tramadol har svagere smertestillende virkning end morfin, men kan også give anledning til afhængighed, dog ikke i så udtalt grad som ved morfin eller andre stærke morfinlignende lægemidler.
|
|
NSAID er en forkortelse af "Non Steroidal Anti-Inflammatory Drug. Der findes en lang række NSAID, som først og fremmest anvendes i behandlingen af gigtsygdomme. NSAID dæmper de vævsreaktioner (inflammation), som blandt andet ses ved disse sygdomme - det kan fx være hævede led eller betændelseslignende tilstande i bindevæv. NSAID virker også febernedsættende og smertestillende (fx efter operative indgreb). NSAID har desuden en smertelindrende virkning ved kraftige smertefulde menstruationsblødninger.
I gigtbehandlingen virker NSAID i løbet af et par dage, men medicinen påvirker ikke selve sygdomsforløbet på lang sigt. NSAID virker smertestillende og mindsker ledstivhed ved at hæmme dannelsen af de såkaldte prostaglandiner, som er årsag til betændelsen og smerterne. Virkningen sker ved en hæmning af enzymet cyklooxygenase, som findes i to former (COX-1 og COX-2). Præparaterne hæmmer i forskelligt omfang begge disse former.
Virkningen på smerter og ledstivhed er stort set ens for alle præparaterne. Af bivirkninger er blandt andet en øget risiko for hjerte-karsygdomme (COX-2) og en risiko for mavesår og blødning (COX-1).
Risikoen for mavesår øges med stigende alder, ved længere tids brug og ved høje doser. Men den risiko kan nedsættes ved at kombinere NSAID med et middel mod mavesår, en såkaldt mavesyrehæmmer. Denne kombination er især relevant ved behandling af ældre med øget risiko for mavesår, eller hvis der er andre risikofaktorer.
Samtlige NSAID kan i sjældne tilfælde give alvorlige allergiske reaktioner, kredsløbsforstyrrelser og påvirkning af nyrefunktionen. Har du haft en allergisk reaktion mod NSAID, herunder acetylsalicylsyre, er det vigtigt, at du fortæller det til din læge. Du har nemlig risiko for at få en ny og kraftigere allergisk reaktion, hvis du behandles med NSAID igen.
|
|
|
|
|
|
Oven på hver nyre sidder binyren, der er en lille halvmåneformet kirtel. Kirtlen består af en kerne, marven, der bl.a. producerer adrenalin, og af et omgivende lag, binyrebarken, der producerer en række forskellige hormoner. Binyrebarkens hormonproduktion styres fra hjernen, fra de dele, der kaldes hypofysen og fra hypothalamus. Hvis binyrebarken helt eller delvis mister evnen til at danne hormoner, eller hvis hjernens kontrol med binyrebarken bliver ødelagt, opstår der mangel på binyrebarkhormon, som er en livstruende tilstand, hvis den ikke behandles.
En af de vigtigste typer binyrebarkhormoner er glukokortikoider, som har virkning på en lang række af kroppens funktioner.
Glukokortikoider anvendes i de tilfælde, hvor kroppens egen produktion af binyrebarkhormon er nedsat eller helt ophørt (Addisons sygdom).
Stofferne anvendes også ved en lang række tilstande. En af de vigtigste virkninger er, at de hæmmer vævsreaktioner (inflammation) som hævelse, rødme, ømhed og smerter. Det er reaktioner, som kan ses ved fx astma og allergi samt gigt- og hudsygdomme.
På grund af glukokortikoidernes kraftige virkning og alvorlige bivirkninger vil man helst anvende glukokortikoider som lokalbehandling. Det kan fx være som inhalation i behandlingen af astma og KOL, som lokal indsprøjtning direkte i et led eller som creme ved behandling af en hudsygdom. Herved kan man undgå bivirkninger andre steder i kroppen.
Binyrebarkhormoner kaldes nogen gange under ét for steroidhormoner eller slet og ret steroider. Denne betegnelse refererer til binyrebarkhormonernes særlige kemiske struktur.
|
|
|
|
Det er ikke helt klart, hvordan midlerne virker, men formentlig skyldes virkningen en hæmning af immunsystemet og/eller en hæmning af et eller flere betændelsesstoffer. Behandlingen kræver regelmæssig læge- og laboratoriekontrol, da disse lægemidler kan medføre bivirkninger som udslæt, lever- eller nyrepåvirkning og en hæmning af knoglemarven med en nedsættelse af både røde og hvide blodlegemer og af blodplader i blodet.
|
Revideret: 17-05-2010 |
|
|
