Jakob W. Hendel
Crohns sygdom (morbus Crohn) er en kronisk betændelsessygdom i tarmvæggen.
Crohns sygdom rammer som regel yngre mennesker i alderen 20-30 år, og den er lidt hyppigere hos kvinder end mænd. Har du selv sygdommen, er risikoen for, at dit barn får den, mindre end 5%.
Årsagen til Crohns sygdom kender vi ikke. Sygdommen kan være arvelig, men det kan kun forklare en lille del af antallet af personer med sygdommen.
Psykisk belastning, miljø eller spisevaner har heller ingen indflydelse på, om sygdommen opstår; men diarré, mavesmerter og vægttab er vanskeligere at klare, når man har det psykisk dårligt.
Symptomerne er forskellige alt efter, hvor i tarmsystemet sygdommen sidder. Sidder den i tyktarmen, kan du få blodige diarréer. Sidder den i tyndtarmen, er de vigtigste symptomer mavesmerter og kvalme. I begge tilfælde mærker du træthed og har eventuelt også blodmangel og underernæring, fordi du mister blod og protein gennem afføringen.
Først skal lægen udelukke, at der er tale om en infektion, ved at sende prøver af din afføring til et laboratorium.
Tyktarmen undersøges ved, at lægen fører en kikkert (koloskop) op gennem din endetarm. Gennem kikkerten kan lægen se direkte ind på slimhinden og opdage eventuelle hævelser, skørhed og blødende sår. Eventuelt tager lægen vævsprøver fra slimhinden.
Tyndtarmen undersøges ved en MR-scanning eller med et meget lille fotografiapparat, "pillekamera", som skal sluges, hvorefter det fotograferer hele tyndtarmen.
Blodprøver kan vise tegn på blodmangel og betændelse.
Hos børn har sygdommen ofte et sværere forløb. Sygdommen kan medføre, at barnet vokser langsommere både før og under puberteten. Barnet kan også få underernæring på grund af tabet af næringsstoffer gennem tarmen, og det kan igen føre til vægttab.
Børn med Crohns sygdom vokser ofte langsommere og bliver ofte senere seksuelt modne end raske børn.
Binyrebarkhormon, som anvendes til behandling af Crohns sygdom, kan påvirke barnets vækst. Det betyder, at barnet vokser mindre i højden, hvis barnet tager det gennem længere tid.
Det kan være nødvendigt at operere børn på et tidligere tidspunkt af sygdomsforløbet, end man gør med voksne. Beslutningen om operation skal tages, inden barnet kommer i puberteten, fordi barnets mulighed for at indhente kropshøjden hurtigt mindskes i puberteten.
Derudover får børn og unge med sygdommen ofte psykiske problemer, fordi de føler sig anderledes end deres jævnaldrende og må være en del fraværende fra skolen på grund af sygdommen. Crohns sygdom hos børn er altid en opgave for specialister.
Sygdommen er livsvarig, men du kan forvente at leve lige så længe som alle andre. De fleste, der får Crohns sygdom, får sygdommen i lettere grad, og de kan leve et normalt liv.
Crohns sygdom medfører ofte, at du udvikler små bylder, falske udførselsgange (fistler) omkring endetarmsåbningen og forsnævringer i tarmen. Disse tilstande kan kræve operation, men en operation giver ingen sikkerhed for, at sygdommen ikke blusser op igen efter nogle år.
Tobaksrygning kan forværre forløbet af Crohns sygdom. Hvis du ryger, er det derfor afgørende, at du holder op.
Det er også vigtigt, at du spiser en sund og varieret kost, især på grund af det proteintab, du har fra tarmen, når slimhinden er betændt.
Hvis tarmsystemet har en forsnævring, kan det være nødvendigt, at du undgår grove og ufordøjelige fødevarer, fx rå frugt og trevlede grøntsager, som kan sætte sig fast i tarmen og blokere den.
Den medicinske behandling går ud på at dæmpe sygdommens aktivitet. Opblussen af Crohns sygdom behandles normalt med binyrebarkhormoner, som modvirker betændelse i tarmvæggen. Sygdommen forløber meget individuelt, og lægen må næsten altid "skræddersy" behandlingen.
Hvis du har udviklet fistler eller forsnævringer i tarmen, kan det blive nødvendigt, at du bliver opereret. Til behandling af bylder kan metronidazol eller ciprofloxacin anvendes.
Mange forskellige stoffer aktiveres i kroppen ved kronisk tarmbetændelse. Det er stoffer, som er skadelige og som fremmer betændelse. Hvide blodlegemer tilkaldes af disse stoffer og strømmer fra blodet ud i tarmslimhinden. De hvide blodlegemer frigør stoffer, som skader vævet og giver hævelse af slimhinden, blødning og sårdannelse.
Medicinen virker
- ved at ødelægge de stoffer, som fremmer betændelse (fx antistoffer)
- ved at lægge en dæmper på aktiviteten af de hvide blodlegemer (fx binyrebarkhormoner).
Oven på hver nyre sidder binyren, der er en lille halvmåneformet kirtel. Kirtlen består af en kerne, marven, der bl.a. producerer adrenalin, og af et omgivende lag, binyrebarken, der producerer en række forskellige hormoner. Binyrebarkens hormonproduktion styres fra hjernen, fra de dele, der kaldes hypofysen og fra hypothalamus. Hvis binyrebarken helt eller delvis mister evnen til at danne hormoner, eller hvis hjernens kontrol med binyrebarken bliver ødelagt, opstår der mangel på binyrebarkhormon, som er en livstruende tilstand, hvis den ikke behandles.
En af de vigtigste typer binyrebarkhormoner er glukokortikoider, som har virkning på en lang række af kroppens funktioner.
Glukokortikoider anvendes i de tilfælde, hvor kroppens egen produktion af binyrebarkhormon er nedsat eller helt ophørt (Addisons sygdom).
Stofferne anvendes også ved en lang række tilstande. En af de vigtigste virkninger er, at de hæmmer vævsreaktioner (inflammation) som hævelse, rødme, ømhed og smerter. Det er reaktioner, som kan ses ved fx astma og allergi samt gigt- og hudsygdomme.
På grund af glukokortikoidernes kraftige virkning og alvorlige bivirkninger vil man helst anvende glukokortikoider som lokalbehandling. Det kan fx være som inhalation i behandlingen af astma og KOL, som lokal indsprøjtning direkte i et led eller som creme ved behandling af en hudsygdom. Herved kan man undgå bivirkninger andre steder i kroppen.
Binyrebarkhormoner kaldes nogen gange under ét for steroidhormoner eller slet og ret steroider. Denne betegnelse refererer til binyrebarkhormonernes særlige kemiske struktur.
|
|
har en dæmpende virkning på aktiviteten af de hvide blodlegemer. Derved bliver disse celler mindre aktive og mindre tilbøjelige til at forvolde skade på tarmslimhinden. Midlerne er som regel meget effektive til at dæmpe betændelse, men kan kun anvendes i et begrænset tidsrum. Anvendelse i længere tid medfører kronisk svækkelse af slimhinden.
|
|
|
|
|
|
|
Revideret: 23-11-2009 |
|
|
