Niels Løkkegaard
Nyrerne kan rammes af forskellige former for betændelse.
Betændelse som følge af bakterier eller andre mikroorganismer er beskrevet under nyrebækkenbetændelse.
Nyrebetændelse, som skyldes immunforsvarets beskadigende virkning på nyrevævet, benævnes glomerulonefritis (glomerulus = karnøgle hvor urinen opstår, nefritis = betændelse) og beskrives her.
Begge køn og alle aldersklasser kan rammes, men fordelingen varierer inden for de forskellige typer. Nyrebetændelse opstår hos 2-300 patienter om året.
Nyrebetændelse skyldes, at organismens forsvar mod infektion (immunforsvaret) angriber nyrevævet enten alene (primær glomerulonefritis) eller som led i en anden sygdom (sekundær glomerulonefritis).
Ved den primære nyrebetændelse er symptomerne ofte få og opdages måske først, når nyrefunktionen er så dårlig, at symptomerne præges af nyresvigt.
Hvis nyrebetændelsen skyldes anden sygdom, vil symptomerne ofte præges af den tilgrundliggende lidelse. I alle tilfælde kan laboratoriet finde protein og blod i urinen. Mængden er meget varierende. Ved større mængder skummer urinen. Er der mere end 3,5 gram pr. døgn, udvikler patienten ofte hævelser (ødemer) på grund af væskeansamling (nefrotisk syndrom).
Ved akut nyrebetændelse kan du have lændesmerter. Blodtryksforhøjelse og ødemer, især i benene eller omkring øjnene, ses ofte.
Lægen vil undersøge urinen for protein og blod, blodprøver til vurdering af nyrefunktionen og til bestemmelse af proteinmængden i blodet, ultralydsskanning til vurdering af nyrestørrelse og udtagelse af en vævsprøve af nyren.
Mange tilfælde af nyrebetændelse helbredes spontant og opdages ikke, fordi sygdommen kun udvikler få eller ingen symptomer. I andre tilfælde giver sygdommen akut nyresvigt, som kræver dialyse og intensiv behandling med lægemidler, der dæmper immunapparatet. Nyresvigt kan desuden nødvendiggøre behandling, som fjerner skadelige antistoffer fra blodbanen (plasmaferese). Hos nogle udvikles en kronisk betændelse, som langsomt ødelægger nyrefunktionen, og som efter kortere eller længere tid kan nødvendiggøre kronisk dialyse og/eller nyretransplantation.
Behandlingen afgøres som oftest af resultatet af undersøgelsen af vævsprøven fra nyren. Fælles for de fleste fund er en behandling, som dæmper organismens immunologiske reaktion.
Ved tegn på sygdomsaktivitet anvendes såkaldte immunundertrykkende lægemidler, som angriber de hvide blodlegemer på forskellig måde. Mest anvendt er prednison, azathioprin, cyclophosphamid, ciclosporin, tacrolimus og mycophenolat.
Vanddrivende præparater anvendes i tilfælde af ødemer, og blodtryksnedsættende medicin ved blodtryksforhøjelse.
|
|
Vanddrivende midler (diuretika) virker ved at drive salt og væske ud af kroppen og ved at udvide de små blodkar. Begge virkninger medfører, at blodtrykket falder.
Der findes tre forskellige typer af vanddrivende midler:
- Thiaziddiuretika (kaliumtabende)
- Slyngediuretika (kaliumtabende)
- Kaliumbesparende diuretika.
Thiaziddiuretika og slyngediuretika kan medføre, at indholdet af kalium i blodet falder. Derfor er disse midler tilsat kalium eller anvendes sammen med kaliumtilskud eller kaliumbesparende diuretika.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Revideret: 03-01-2007 |
|
