Hendrik Vilstrup
Skrumpelever (cirrhosis hepatis) er en sygdom, hvor leveren danner bindevæv og bliver hård. Dette betyder, at leveren ikke fungerer rigtigt, og at blodtrykket omkring leveren stiger.
Det er oftest mænd, som får skrumpelever, og især midaldrende mænd. Sygdommen kan dog ramme i alle aldre.
Knap halvdelen af tilfældene skyldes, at patienterne har drukket mere alkohol, end leveren kan tåle. En hel del af tilfældene kan skyldes fedtophobning i leveren i forbindelse med overvægt eller sukkersyge. Skrumpelever kan også skyldes en kronisk leverbetændelse, som er opstået på grund af unormalt aktivt immunforsvar, som beskadiger leveren, eller på grund af hepatitis-virus. Forskellige medfødte stofskiftesygdomme kan også føre til skrumpelever.
Mistanken om skrumpelever opstår som regel på grund af almen sygdomsfølelse, træthed, uoplagthed og ondt i maven. I nogle tilfælde er sygdommen vidt fremskreden, inden den opdages, og patienten kan så få stor mave på grund af vandansamling, gulsot eller opkastning af blod.
Lægen undersøger din lever ved forskellige ultralydsundersøgelser. I mange tilfælde skal du have taget en vævsprøve (biopsi) fra leveren. Det foregår i lokalbedøvelse, hvor en nål føres gennem huden og ind i leveren. Som regel får du også foretaget en kikkertundersøgelse af spiserøret og mavesækken. Endelig tager lægen blodprøver for at undersøge, hvordan din lever fungerer.
Selv helt små børn kan i sjældne tilfælde få skrumpelever. Sygdommen forløber nogenlunde som hos voksne, og behandlingerne er i princippet også de samme.
Skrumpelever er en alvorlig kronisk sygdom. Efter 6 år med sygdommen er cirka halvdelen af patienterne stadig i live. De alvorligste følger af sygdommen er:
- blodstyrtning (blødning fra åreknuder i spiserøret)
- vand i bughulen
- infektioner
- nyresvigt
- dårlig ernæringstilstand med tab af muskler
- påvirkning af hjernen, som medfører sløvhed og forvirring.
Hvis du har skrumpelever, skal du:
- holde op med at drikke alkohol i enhver form
- spise mange måltider med højt indhold af kalorier og proteiner
- som regel have flere slags vanddrivende medicin
- i mange tilfælde have en beta-blokker (propranolol), der kan nedsætte blodtrykket omkring din lever.
Ved opkastning af blod behandles med indsprøjtning af lægemidler, som nedsætter blodtilførslen til åreknuderne. Hvis du har blødt meget, får du blodtransfusion. For at forebygge infektion får du indsprøjtning af antibiotika.
Årekuderne i spiserøret behandler man ved at sætte elastikker på dem via en mavekikkert.
Vand i bughulen behandles med flere slags vanddrivende medicin samtidig. Hvis der er meget vand, skal det måske tappes af ved hjælp af en kanyle.
Hvis den medicinske behandling af åreknuder og vand i maven svigter, kan man aflaste det forhøjede blodtryk omkring leveren ved hjælp af et rør lagt gennem leveren via blodbanen.
Hvis du bliver sløv eller forvirret på grund af skrumpelever, skal du have en særlig kost med meget protein og mange kalorier samt medicin (disakkarider), som forebygger forstoppelse.
Har du et unormalt aktivt immunforsvar, leverbetændelse eller en stofskiftesygdom, skal du have behandlet disse sygdomme, så skrumpeleveren ikke bliver værre.
I visse tilfælde kan man ikke udskille galdesyrerne, som derfor hober sig op i kroppen og giver svær hudkløe. Visse lægemidler kan binde galdesyrerne i tarmen, så de ikke optages i blodbanen, men udskilles med afføringen.
Bliver du mere og mere syg af skrumpelever, og hjælper behandlingen ikke, kan du i nogle tilfælde få en levertransplantation.
Vanddrivende midler (diuretika) virker ved at drive salt og væske ud af kroppen og ved at udvide de små blodkar. Begge virkninger medfører, at blodtrykket falder.
Der findes tre forskellige typer af vanddrivende midler:
- Thiaziddiuretika (kaliumtabende)
- Slyngediuretika (kaliumtabende)
- Kaliumbesparende diuretika.
Thiaziddiuretika og slyngediuretika kan medføre, at indholdet af kalium i blodet falder. Derfor er disse midler tilsat kalium eller anvendes sammen med kaliumtilskud eller kaliumbesparende diuretika.
|
|
|
|
|
|
|
|
I kroppen findes forskellige signalstoffer (fx adrenalin), der stimulerer bestemte receptorer til at udløse en bestemt effekt (fx at pulsen stiger). Receptorer er proteinstoffer på cellens overflade. Beta-receptorer findes flere steder i kroppen bl.a. i hjerte, lunger, øjne og i mave-tarmkanalen. Beta-receptorerne kan opdeles i to undergrupper: beta1- og beta2-receptorer.
Nogle lægemidler stimulerer beta-receptorerne, mens andre midler har den modsatte effekt. Beta-blokkere er lægemidler, der sætter sig på beta-receptorerne og herved blokerer for de stoffer, der virker stimulerende. De ikke-selektive beta-blokkere er virksomme på begge typer beta-receptorer, mens de selektive beta-blokkere kun virker på beta1-receptorer.
Der findes mange forskellige stoffer med beta-blokerende virkning. Beta-blokkere anvendes i behandlingen af forhøjet blodtryk. Visse beta-blokkere anvendes tillige i behandlingen af hjertesvigt, hjerterytmeforstyrrelser, dårlig hjertepumpefunktion og som forebyggende middel mod hjertekrampe. Visse beta-blokkere kan anvendes i den forebyggende behandling af migræne. Den ikke-selektive beta-blokker propranolol kan desuden benyttes til forebyggelse af åreknuder i spiserøret, ved forhøjet stofskifte samt ved skrumpelever. Nogle beta-blokkere findes tillige som øjendråber og anvendes i behandlingen af forhøjet tryk i øjet (grøn stær).
Beta-blokkerne kan ved forkert brug nedsætte hjertefrekvensen og dermed hjertets arbejde.
De selektive beta-blokkere virker først og fremmest på hjerte og kredsløb, mens de ikke-selektive beta-blokkere udløser en virkning flere andre steder i kroppen.
Begge typer af beta-blokkere er lige effektive, men hvis man også har astma, bør de selektive beta-blokkere anvendes, fordi de ikke-selektive beta-blokkere kan forværre ens astma.
|
|
|
|
Det immunundertrykkende middel, azathioprin, dæmper et unormalt aktivt immunapparat, som beskadiger leveren. Azathioprin har på lang sigt betydelig færre bivirkninger end binyrebarkhormoner, fx prednisolon. Man bruger derfor azathioprin, hvis immunbehandlingen skal vare i længere tid.
|
|
|
|
Ved nogle leversygdomme, fx visse typer af skrumpelever, kan leveren ikke udskille galdesyrerne, som derfor hober sig op i kroppen. Ophobningen af galdesyrer kan desuden skyldes, at passagen i galdevejene stoppes helt eller delvist, fx fordi en svulst i bugspytkirtlen trykker på galdegangen. Galdesyrerne kan give dig svær kløe i huden. Dette modvirkes ved, at galdesyrerne bindes af disse lægemidler i tarmen og dermed udskilles med afføringen.
|
Revideret: 01-06-2010 |
|
|
