Forfatter: Jakob W. Hendel Bruger du lægemidler, mens du ammer, kan en større eller mindre del af lægemidlet udskilles i modermælken, og der er en risiko for, at barnet får lægemidlet i så stor en mængde, at det kan få bivirkninger, eller på anden måde tage skade. Oftest udskilles kun mindre mængder lægemiddel via modermælken, men selv små mængder kan forårsage skader, da spædbørn har svært ved at nedbryde og udskille lægemidler, idet leveren og nyrerne endnu er umodne.
Vores viden om lægemidlers udskillelse i modermælken er for mange lægemidler endnu sparsom. Undgå derfor så vidt muligt at indtage lægemidler i ammeperioden, bortset fra almindelige vitaminer og mineraler, fx jern, i sædvanlige doser.
Selvom man ikke ved nøjagtigt, hvor meget af et lægemiddel, som udskilles i modermælken, kan man på anden måde vurdere, om et lægemiddel kan anvendes af ammende. Nogle lægemidler har fx igennem mange år været anvendt, uden at der er observeret skader på barnet. I andre tilfælde er det en generel viden om lægemidlerne, som fx celledræbende lægemidler, som gør, at de ikke må anvendes, hvis du ammer. I nogle tilfælde har man erfaringer fra undersøgelser på dyr, men disse erfaringer er dog vanskelige at overføre til mennesker.
Uanset hvilket lægemiddel en ammende anvender, kan der optræde bivirkninger hos barnet, og i alle tilfælde må vi tilråde at amme lige før medicinindtagelsen.
|
|
|